Stiklingeformering af basilikum

Få flere basilikumplanter ved at lave stiklinger. Særligt de flerårige sorter er velegnede til formålet, og det altid rart at have en ekstra eller to i reserve, hvis planten får besøg af skadedyr i løbet af vinteren. Se her, hvordan du gør.

Magic Mountain-basilikum i fuldt flor. Og så smager den ovenikøbet skønt.

Velsmagende basilikum
Basilikum er min favorit blandt krydderurter. Fantastisk i salater, med tomater eller som pesto. Jeg kan næsten ikke få nok. Derfor sår jeg hvert forår masser af basilikum til drivhuset. Enkelte sorter kan du dog kun få flere af ved stiklingeformering.

Lav stiklinger i vækstsæsonen
Stiklingeformering lykkes bedst i vækstsæsonen, mens der stadig er lidt varme i luften. Basilikum er i forvejen en kuldskær urt, så stiklingerne skal indenfor at stå – eller i det mindste ind i drivhuset.

Vækstsæsonen er nu på hæld. Men jeg vil alligevel lave nogle stiklinger af én af mine yndlingssorter Magic Mountain. Det er en kraftigt smagende basilikum, der skulle være mulig at overvintre.

Stiklingeformering kan gøres på to måder. Den nemmeste er at sætte stiklingen i vand et par uger. Roddannelsen vil stille og roligt vise sig. Herefter potter du stiklingen i en god pottemuld. Du kan også klippe stiklingerne og potte dem med det samme.

Sådan gør du
• Klip stiklingerne i stykker på ca. 10 cm. hver
• Riv de nederste bladpar af
• Knip evt. blomster af og halvér bladmassen
• Sæt stiklingen i fugtig så- og priklemuld (endelig ikke drivvåd)
• Dæk potten med hvid plast

Så-jord er vigtig at bruge, da den kun er meget let gødet. For kraftig gødet jord skader stiklingerne. Plastdækningen holder på fugtigheden og skærmer samtidig for direkte sollys, som kan svide stiklingerne. Husk, at potten absolut ikke må ikke tørre ud, mens stiklingen danner rødder.

Roddannelsen sker fra bladhjørnerne, som man har fjernet. Når man reducerer bladmassen, skal stiklingen ikke bruge så meget energi på at hente vand til toppen. Af samme grund SKAL evt. blomsterknopper også væk. Noget grønt skal der dog være tilbage af hensyn til fotosyntesen.

 

Overvintring er svær
Overvintring kan give problemer. Selv har jeg aldrig haft succes med at overvintre basilikum. Der er gået skadedyr i planterne, selv om jeg har behandlet dem helt efter bogen.

Det bedste og mest enkle råd, jeg har fået mod skadedyr i planterne, er at skylle dem i varmt – men ikke skoldhedt – vand. Det bryder dyrene sig ikke om.

Læs meget mere om skadedyr og behandling hos én af vores danske eksperter.

Basilikumstiklinger under plast. De skal holdes konstant fugtige.

Share