Klematis blomstrer for 2. gang i år

Clematis Montana Rubens blomstrer oftest kun i maj måned. De seneste år har mit eksemplar kvitteret med en ekstra blomstring i august. Således også i år, selv om 2. blomstring er ret begrænset.

Genblomstring glæder
Forårsblomstrende
klematis er overvældende i maj/juni måned. Særligt sorten Clematis Montana Rubens. I august måned er floret normalt for længst forsvundet.  Men ind imellem kan man opleve, at der atter er lyserøde blomster i klematissen.

Genblomstringen er langt fra så massiv, som den vi oplever i foråret. Alligevel bliver jeg forundret og overrasket, når jeg pludselig opdager de små lyserøde blomster langt hen i august måned.

Klematissen har efterhånden nogle år på bagen, og den er godt etableret i haven. Men det er ingen garanti for, at den genblomstrer hvert eneste år, så jeg glæder mig gang for gang.

Andre genblomstringer
Klematis er ikke den eneste plante i haven, der ind imellem giver haveejere en ekstra blomstring senere på sæsonen. Blåregn kan også give den slags glæder.

Hed forsommer fulgt af kold højsommer kan narre havens planter til at tro, at det har været vinter. Efter en kort dvaleperiode giver de sig så atter til at blomstre, som var det forår igen. Det er fx set med forårsblomstrende stauder som kæmpestenbræk, juleroser og engblommer.

Klimaforandringerne og generelt stigende temperaturer påvirker desuden flora såvel som fauna, og med tiden kan det skabe helt andre forhold for planterne i haven, end vi er vant til.

Share