Fra inkarneret bymenneske til entusiatisk haveejer

Lidt om mig og min baggrund

Fakta
Bag tasterne på denne haveblog sidder jeg, Anne-Mette Holm.
• Glad haveejer på Amager siden 2004
• Opvokset i en forstad til Århus i 70´erne
• Uddannet journalist i 90’erne

 

Lærte af mine fejl
Havearbejde vidste jeg intet om, da vi flyttede fra lejlighed i indre by til hus med have. I mit barndomshjem fyldte strikketøj, keramik, bøger og batik langt mere end havelivet. Så jeg var ren novice, da jeg stod i egen have første gang.

Første sommer forsøgte jeg at så lidt salat og et par gulerødder. Men der kom intet ud af anstrengelserne. Ukrudtet voksede hurtigere end afgrøderne.

Træer blev fældet, et nyt hegn kom op ind mod naboerne, og jeg lavede mit først bed med alt for mange forskellige planter. Ro og harmoni var der ikke meget af, men det var fascinerende at se det hele vokse.

Haveskolen – trin for trin
Den spirende haveglæde førte mig arbejdsmæssigt videre. Jeg fik job som redaktør af dvd-serien ”Haveskolen” , der tema for tema viser, hvordan man gør, når man ”gør det selv” i haven.

Haveskolen var en god læreplads. Jeg har efterhånden prøvet de fleste tips og tricks af i egen have.

Mange nye haveejere i min omgangskreds spørger mig til råds, når de får mod på at komme i gang i egen have. Derfor denne blog. Jeg håber, at også du vil finde lidt inspiration.

Share