Tjek opbinding af dine planter

Opbinding af planter er en proces, som skal følges over tid. Knækker snoren, så planten falder ned, risikerer du, at stammen knækker eller stængelen tager skade. Her i haven var både blåregn og vinterjasmin pludselig faldet ned, så nu er det atter tid til at gå opbindingen efter i snorene.

Snoren knækkede og planterne hang
Blåregnen så pludselig underlig træt ud under pergolaen. Ved nærmere eftersyn konstaterede jeg, at opbindingssnoren flere steder var mørnet. Til sidst havde den givet efter for blåregnens vægt, og planten hang derfor og dinglede i vinden.

Pergolaen er fra 2009, og jeg har ikke brugt megen tid på efterbinding af planterne siden, må jeg indrømme. Men den knækkede snor indikerer, at jeg vist hellere må holde et ekstra vågent øje med opbindingen.

Stammen har heldigvis ikke fået nogen skader. Blåregnen er stadig meget ung, så den er endnu meget smidig i stammen.
Vægten er heller ikke overvældende endnu, men den tager jo til år for år.

Vinterjasminen på terrassen havde også lagt sig ned over rhododendronen. Også her havde snoren givet op, og vinterjasminen havde sluppet raftehegnet.

Fransk vinsnor
Bindetråden, jeg bruger, er fra Frankrig. Jeg har fået den af gode venner, der driver en vingård i Champagne. De bruger tråden, når de binder vinplanterne op. Den består af en tynd ståltråd, der er omkranset af beskyttende papir.

Vejr og vind tærer på holdbarheden af tråden, og jeg skal ikke regne med, at en opbinding holder mere end et par år eller maks. tre.

Løbende justering af opbindingen har den fordel, at stammer og stængler ikke får gnavskader af snoren. Så gælder det bare om at huske at efterse planterne, inden det er for sent… Lad det være en venlig påmindelse til andre haveejere, inden efterårets storme sætter ind.

Share