Skimmel i drivhuset

Frodigheden i drivhuset var overvældende først på sommeren. Men skimmelsvampen flyttede ubemærket ind, og den var ved at tage livet af både tomater og agurker. Heldigvis fik vi reddet en del ved hård beskæring.

Skimmelsvampen breder sig hurtigt via svampesporer i drivhuset

Begrænsningens kunst
Drivhuset skulle udnyttes til sidste ledige kvadratcentimeter. Min iver efter lækre solmodnede tomater og sprøde agurker var stor i det spæde forår. Så stor, at jeg glemte at begrænse mig. Det fik næsten fatale følger, for efter sommerferien var flere planter angrebet af grå og kedelig skimmel.

Beplantningen stod tæt. Alt for tæt. Gængse anvisninger om maksimalt 2 planter pr. plantesæk var fulgt, men efter en varm forsommer var urskoven næsten uigennemtrængelig.

Planterne i drivhuset har brug for både sol, varme og luft. Tidligt på sæsonen er sol og varme det vigtigste, og senere er det udluftning og luftcirkulation, der er afgørende for planternes trivsel.

Hård beskæring

En hård beskæring gav luft omkring planterne.


Tomater og agurker manglede luft. Al den grønne vækstmasse blokerede for luftcirkulationen, og det fremmer skimmelvæksten. Svampesporerne breder sig lynhurtigt, og uden aktiv handling går alle planterne til.

Hård beskæring var derfor vejen frem. Omkring ¾ af stænglerne blev klippet af og fjernet. Alle angrebne områder skulle af i håbet om at redde lidt af høsten. Det så voldsomt ud, og det ærgrede mig.

Missionen lykkedes dog. Tomaterne rødmer, og agurkerne vokser videre. Krydderurterne stod ikke til at redde. Planterne skal fremover holdes under tæt opsyn. Uden den hårde beskæring havde jeg næppe kunnet nyde de røde tomater nu, men formentlig kassere alle planter i stedet.

 

 

 

 

Share

Havens historie

Den ny-tilflyttede have var en stor udfordring for en nybegynder. Haven var groet godt til og mindede mere om naturgrund end prydhave.

Naturlig have
Mit haveliv begyndte i 2004. Vi flyttede ind i vores nyindkøbte håndværkertilbud af et hus med en have på ca. 500 m2 og et faldefærdigt drivhus.

Haven stod eksplosivt grøn. Snerler slyngede sig lystigt op ad efterladte haveredskaber, mens  snebærbuske, skvalderkål og vilde brombær havde bredt sig uhæmmet. Den var nærmest at betegne som en naturgrund.

Huset fik vores opmærksomhed den første tid. Haven var en grøn udestue, som vores et-årige datter nød at udforske og smage på. Drivhuset fik lov at stå hen.

At tæmme en urskov
Svigermor blev min redning.  Efter en enkelt tur rundt i haven tog hun målrettet fat om spade og havegreb. Stykke for stykke forsvandt genstridige snebær og kilometervis af spændstige skvalderkålsrødder.

Der var kun ét at gøre. At gå i gang! Og det gjorde vi så. Alt blev endevendt og gravet igennem. Jeg drømte om de hvide skvalderkålsrødder om natten i den periode.

Vi lagde kartofler i hele baghaven for at rense jorden, men nåede langt fra at grave alle op igen. I afmagt såede vi til sidst græs på stedet, da de færreste vækster – trods alt – overlever et jævnligt besøg af plæneklipperen.

Faste rammer
I dag er dele af græsstykket atter væk. Jeg har etableret tre små bede, der fungerer som en lille køkkenhave. Arealet er nemt at overskue og let at gå til, og hvert bed er rammet ind af en lav buksbomhæk. Det virker!

Drivhuset er renoveret, og er hvert år hjemsted for velsmagende, solmodne tomater, sprøde agurker og friske krydderurter.

Prydbedene i haven har savnet lidt opmærksomhed de seneste år. Da vi anskaffede os en hund, blev det nødvendigt at hegne bedene ind. Så der er plads til forbedring og nye projekter, og sådan må gerne være i vores levende have.

 

 

Share