Havens historie

Den ny-tilflyttede have var en stor udfordring for en nybegynder. Haven var groet godt til og mindede mere om naturgrund end prydhave.

Naturlig have
Mit haveliv begyndte i 2004. Vi flyttede ind i vores nyindkøbte håndværkertilbud af et hus med en have på ca. 500 m2 og et faldefærdigt drivhus.

Haven stod eksplosivt grøn. Snerler slyngede sig lystigt op ad efterladte haveredskaber, mens  snebærbuske, skvalderkål og vilde brombær havde bredt sig uhæmmet. Den var nærmest at betegne som en naturgrund.

Huset fik vores opmærksomhed den første tid. Haven var en grøn udestue, som vores et-årige datter nød at udforske og smage på. Drivhuset fik lov at stå hen.

At tæmme en urskov
Svigermor blev min redning.  Efter en enkelt tur rundt i haven tog hun målrettet fat om spade og havegreb. Stykke for stykke forsvandt genstridige snebær og kilometervis af spændstige skvalderkålsrødder.

Der var kun ét at gøre. At gå i gang! Og det gjorde vi så. Alt blev endevendt og gravet igennem. Jeg drømte om de hvide skvalderkålsrødder om natten i den periode.

Vi lagde kartofler i hele baghaven for at rense jorden, men nåede langt fra at grave alle op igen. I afmagt såede vi til sidst græs på stedet, da de færreste vækster – trods alt – overlever et jævnligt besøg af plæneklipperen.

Faste rammer
I dag er dele af græsstykket atter væk. Jeg har etableret tre små bede, der fungerer som en lille køkkenhave. Arealet er nemt at overskue og let at gå til, og hvert bed er rammet ind af en lav buksbomhæk. Det virker!

Drivhuset er renoveret, og er hvert år hjemsted for velsmagende, solmodne tomater, sprøde agurker og friske krydderurter.

Prydbedene i haven har savnet lidt opmærksomhed de seneste år. Da vi anskaffede os en hund, blev det nødvendigt at hegne bedene ind. Så der er plads til forbedring og nye projekter, og sådan må gerne være i vores levende have.

 

 

Share

Fra inkarneret bymenneske til entusiatisk haveejer

Lidt om mig og min baggrund

Fakta
Bag tasterne på denne haveblog sidder jeg, Anne-Mette Holm.
• Glad haveejer på Amager siden 2004
• Opvokset i en forstad til Århus i 70´erne
• Uddannet journalist i 90’erne

 

Lærte af mine fejl
Havearbejde vidste jeg intet om, da vi flyttede fra lejlighed i indre by til hus med have. I mit barndomshjem fyldte strikketøj, keramik, bøger og batik langt mere end havelivet. Så jeg var ren novice, da jeg stod i egen have første gang.

Første sommer forsøgte jeg at så lidt salat og et par gulerødder. Men der kom intet ud af anstrengelserne. Ukrudtet voksede hurtigere end afgrøderne.

Træer blev fældet, et nyt hegn kom op ind mod naboerne, og jeg lavede mit først bed med alt for mange forskellige planter. Ro og harmoni var der ikke meget af, men det var fascinerende at se det hele vokse.

Haveskolen – trin for trin
Den spirende haveglæde førte mig arbejdsmæssigt videre. Jeg fik job som redaktør af dvd-serien ”Haveskolen” , der tema for tema viser, hvordan man gør, når man ”gør det selv” i haven.

Haveskolen var en god læreplads. Jeg har efterhånden prøvet de fleste tips og tricks af i egen have.

Mange nye haveejere i min omgangskreds spørger mig til råds, når de får mod på at komme i gang i egen have. Derfor denne blog. Jeg håber, at også du vil finde lidt inspiration.

Share